Derfor har Vejrstation Læsø et webcamera
 

Vi har sat et kamera op, som peger på Vesterø Havn. Dermed kan alle, døgnet rundt følge trafikken til og fra Læsø. Vi fortæller her, hvorfor kameraet er anderledes end overvågnings-tv.

Det er nemlig basalt interessant at se, hvordan verden ser ud. At klikke sig Jorden rundt fra Champs-Elysees i Paris til Bourbon Street i New Orleans. Fra Krakow centrum til Afrikas vilde dyr. Fra Haifa strand til Fuji bjerget osv. osv.

Over hele kloden
Webbere kan kigge hele verden over skulderen, og der er kameraer nok at kigge på. Hjemmesiderne webcams.dk  og  earthcam.com har samlet en imponerende liste af links til kameraer over hele kloden.

Under solformørkelsen i det forrige årtusinde kunne man følge formørkelsen via kameraer lige fra Indien til Frankrig.

Under efterårets store storme i Florida har man kunnet følge elementernes rasen live via nettet. Og skulle et valg i Chile føre til uroligheder, står det enhver frit for at klikke sig ind på webkameraer, som viser hvad der sker i Santiagos gader.


Her går grænsen
Man kan diskutere, om kameraerne er udtryk for et overgreb eller ej. Kameraet fra et offentligt toilet er ganske givet. Kameraet fra et vandingssted på den afrikanske savanne næppe.

For Vejrstation Læsø går grænsen der, hvor man fotograferer mennesker, som ikke ved, at de bliver fotograferet - men som kan genkendes på billedet. På billederne fra Vesterø Havn kan man ikke genkende personerne - men man kan genkende færgerne "Ane Læsø" og "Margrete Læsø", bygningerne på havnen og det lunefulde danske vejr.

Vi får mange søde og positive mails fra lande så langt væk som Australien, Canada og Japan, hvori man tilkendegiver, at det er interessant at kunne se andre og fremmede steder live.

For ikke at tale om vores sommerhusejere og lystsejlere, som altid har mulighed for at kigge "hjem" til ferieøen.

 

God Fornøjelse.

TILBAGE